Ordinær Generalforsamling 2016

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Dansk Oldenborg Avl, lørdag den 13. februar 2016 kl 10.30.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Dansk Oldenborg avl, denne i forlængelse lige efter den ordinære generalforsamling.

Sted: Middelfart Ridecenter, Røjlevej 30, 5500 Middelfart

Generalforsamlingens dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning fra formanden om foreningens virksomhed det forgangne år.
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
  4. Fastsættelse af kontigent.
  5. Indkomne forslag:
    1. Elitestatus ( Neil Garner)
    2. Hingste, der opnår avlsgodkendelse, skal samme år aflægge materialprøve og det følgende år fremstilles til endelig kåring. (Sten Marcussen/Åge Rasmussen).
    3. Brevstemme til Generalforsamling (Birgitte Høyer)
    4. Anglo-normanner godkendelse ( bestyrelsen)
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
    På valg: Christian Jepsen ( modtager genvalg), Birgitte Høyer ( modtager ikke genvalg).

  7. Valg af revisorer og revisorsuppleant.
  8. Eventuelt.

Ekstraordinær Generalforsamling 13. februar 2016

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af stemmetællere
  3. Forslaget om brevstemme som ny mulighed ved GF/vedtægtsændring
  4. Anglo- normanner.

FORSLAG 1.

Forslag til DOA Generalforsamling 2016

Forslag handler om at det skulle være muligt for hingste og hopper kåret i DOA at opnå Elitestatus.
Forslaget er med nogen ændringer i forhold til det forslag jeg stillede i 2015, (ændringer kan ses i forslaget ved fed skrift).

ELITESTATUS
Hingste og hopper kåret i DOA kan efter ansøgning til Bestyrelsen opnå Elitestatus efter nedenstående retningslinjer. Udnævnelsen sker én gang årligt og offentligøres ved den ordinær generalforsamling. Herved vil der være overrakt et diplom, mm til hestens ejer. Eliteheste vil være optaget i stambogen. Ansøgningen skal være Bestyrelsen i hænde senest 30/10 det foregående år. Det påhviler ansøgeren at vedlægge dokumentation for den pågældende hests berettigelse til Elitestatus. Et mindre beløb per hest vil bliver opkrævet af DOA.
På baggrund af fremsendte ansøgning afgør Bestyrelsen udnævnelsen. Kriterierne for S, A, og B status følger DRF’s regler og findes i HesteData. Udenlandske resultater skal kunne transformeres til tilsvarende opnået under DRF.
Elitestatus kan tildeles med tilbagevirkende kraft. Dvs at hopper/hingste behover ikke at være i live på ansøgnings tidspunkt. Der kan i helt særlige tilfælde dispenseres. Eksempelvis, ved manglende antal afkom for heste med en ekseptionel egenpræsentation.
Ansøgeren skal være hestens ejer, samt et DOA medlem.

RETNINGSLINJER FOR UDNÆVNELSE AF ELITEHINGSTE.
Hingste med bestået materialprøve og færdigkåret i DOA kan udnævnes til Elitehingst, såfremt de opfylder mindst af de 5 nedenstående krav.
1. Hingsten har udvist god egenpræsentation i sport og mindst opnået status svarende til B-hest.
2. Hingsten har afkom, der har udvist gode præstationer i sport. Mindst 1 afkom med S-status eller 2 afkom med A-status, 3 afkom med B-status, eller 3 afkom som er iblandt de første fem med DM i 1,2 eller 4 spand.
3. Mindst 8 stk (imod 10 stk i 2015), afkom fremstillet og bedømt til kåring eller avlsgodkendelse i DOA har opnået minimum 8 i helhed (hopper), eller 1-årig avlsgodkendelse eller endelig kåring (hingste).
4. Hingsten har stillet afkomssamling i DOA og opnået mindst 22 p. (Imod sølvmedalje i 2015).
5. Hingsten har ROLH eller KOLH status. (Imod kun ROLH i 2015).

RETNINGSLINJER FOR UDNÆVNELSE AF ELITEHOPPER.
Hopper kårede i DOA kan udnævnes til Elitehopper, såfremt de opfylder mindst 4 af de 8 (4 af de 7 i 2015), nedenstående krav.
1. Hoppen er kåret i DOA med minimum 8 point i helhed.
2. Hoppen har mindst 3 afkom kåret med mindst 8 i helhed (hopper), eller med 1 års avlsgodkendelse eller færdigkåret (hingste), bedømt i DOA.
3. Hoppen har stillet afkomssamling i DOA og opnået mindst en sølvmedalje.
4. Hoppen har status ROL, KOL, eller KROL.
5. Hoppen har mindste 2 afkom der har opnået ROL eller KOL status. KROL gælder kun som én.
6. Hoppen har mindst 1 afkom der er S eller A status
7. Hoppen har mindste 2 afkom der er B status. (Nyt !).
8. Hoppen har mindst 1 stks afkom som er iblandt de første fem med DM i kørsel i 1, 2, eller 4 spand.

Med venlig hilsen
Neil E. Garner

FORSLAG 2.

Hermed fremsendes forslag til generalforsamlingen d.13. februar 2016.

Hingste, der opnår avlsgodkendelse, skal samme år aflægge materialeprøve og det følgende år fremstilles til endelig kåring

.
Formålet med forslaget er at få afprøvet hingstens brugsegenskaber, da disse er væsentlige for avlen. Hermed vil fremstillingen blive billigere for ejeren.

Forslagsstillere
Aage B. Rasmussen, Arden
Sten Marcussen, Egense

Venlig hilsen
Sten Marcussen

FORSLAG 3.

Brevstemme til ordinær generalforsamling.

Forslag om vedtægtsændring, således at brevstemme fra medlemmer, muliggøres i fremtiden i DOA ved Generalforsamling, når punktet/punkterne har været offentliggjort i medlemsblad/foreningens primære informations medie.

Begrundelse:

Vi har alle, som medlemmer i DOA ret til at stemme om forslag til behandling på vores generalforsamling
Denne ret bliver dog sværere og sværere at få ført ud i livet.

De sidste mange år, er tilslutningen til at møde op på årets generalforsamling faldende.

Jeg tror ikke, at det skyldes man ikke interesserer sig for DOA, men derimod at det for nogle medlemmer kan være tungt økonomisk at skulle over broen, for andre af vores ældre medlemmer, kan det være svært at kunne få kørelejlighed, for nogle spiller sygdom ind, andre kan være forhindret, være bortrejst eller arbejdsramt.

Jeg synes alle medlemmer, der har en mening bør høres og have muligheden for at tilkendegive den.

Derfor foreslår jeg, at vi i fremtiden skal have mulighed for, at kunne brevstemme om forslag, som har været offenliggjort i vores medlemsblad/ primære informations medie, hvor det tydeligt skal fremgå at forslaget indgår som brevstemme mulighed.

Altså at der her er en mulighed for at stemme enten ja eller nej til forslaget.

Kuverten mærkes som "brevstemme" til ordinær generalforsamling og sendes til formanden.

Brevene må først åbnes på GF af stemmetællerne, som her også sikrer sig at det er et fuldtgyldigt medlem, der har stemt.

Dette punkt kræver en vedtægtsændring, da vi i dag ikke har denne mulighed i vores regelsæt.

Hvis der er flertal for at kunne se det fornuftige i at vi alle skal have mulighed for at kunne tilkendegive vores mening i vores forening, så beder jeg om at vi medtager dette punkt på vores ekstraordinære generalforsamling, således at vi allerede næste år kan have denne mulighed tilgængelig.

Med venlig hilsen Birgitte Høyer

FORSLAG 4.

Oplæg til godkendelse af anglo-normannerafstamning

Hingste, der fører anglo-normannerafstamning godkendes til forædling på lige fod med Condorafstamning og xx-fuldblod.

Ved Anglo-normannerafstamning forstås original normannerafstamning og engelsk fuldblod (xx-fuldblod).

Derudover tillades alene afstamninger med indslag af original oldenborgerafstamning.

Hingste med anglo-normannerafstamning, der befinder sig her i landet, skal stille for en af bestyrelsen udpeget kåringskommission respektive stille ved førstkommende hingstekåring og opnå avlsgodkendelse inden, der foretages ifoling.

- Det påhviler hingstens ejer eller for udstationerede hingste dennes bruger at fremlægge dokumentation for afstamning og ligeledes dokumentation for brugsresultater for bestyrelsen. Det påhviler ligeledes hingsteejer/bruger at afholde alle udgifter i forbindelse med godkendelse, registrering samt selv foretage oprettelse på DOA-hingstelisten hos Seges Hest,

- Det påhviler dansk ejer af frostsædlager/formidler af sæd, at ansøge om godkendelse hos bestyrelsen og at fremlægge dokumentation for afstamning og ligeledes dokumentation for brugsresultater inden, der foretages ifoling. Det påhviler ligeledes ejer/formidler af sædlager at afholde alle udgifter i forbindelse med godkendelse, registrering samt selv foretage oprettelse på DOA-hingstelisten hos Seges Hest.

- Det påhviler hoppeejer, der ønsker at bruge en hingst med anglo-normannerafstamning placeret udenfor Danmark herunder frostsædlager at ansøge om godkendelse hos bestyrelsen og at fremlægge dokumentation for afstamning og ligeledes dokumentation for brugsresultater inden, der foretages ifoling. Der kan kun søges til et afgrænset antal hopper hos ansøger. Det påhviler ligeledes hoppeejer at afholde alle udgifter i forbindelse med godkendelse, registrering samt selv foretage oprettelse på DOA-hingstelisten hos Seges Hest.

På lige fod med gældende regler for xx-fuldblod godkendes kåring i andre forbund herunder Dansk Varmblod.