• Lørdag den 28. og søndag den 29. maj 2022
  • Tilmelding af heste senest 18. april 2022

Indbydelse til Hesteudstillere.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til endnu et hyggeligt dyrskue! Vi har fået ny hjemmeside, og derfor nyt tilmeldingssystem – du bestiller og betaler nu via hjemmesiden, nøjagtig som på en anden webshop. Du skal ikke længere indsende kopi af pas, udstillerkort og tilmeldingsblanket – du finder det hele  på hjemmesiden, hvor du også kan bestille campingpladsen og ekstra armbånd.

Skulle du løbe ind i problemer med tilmeldingen, så kontakt os gerne via mail: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. eller telefon 21194428.

OBS!!! NYHED
I år vil det være muligt at udstille vallakker født i 2020 eller før. Tidligere har vallakker skullet være 4 år eller derover, men vi har lyttet til jeres forslag, så derfor er de unge vallakker nu også udstillingsberettiget.

OBS!!! NYHED
Vi vil også afvikle en følkonkurrence i år! Dommerne kan indstille det bedste føl fra hver race, som så vil blive præsenteret i den store ring i konkurrencen om SKUETS BEDSTE FØL. Udvælgelsen foretages af vores 5 fællesdommere om lørdagen.

Vi ser frem til en rekordstor hesteudstilling, og har naturligvis allerede sikret os nogle af landets bedste racedommere. Følg med på facebook for at se de seneste nyheder:
https://www.facebook.com/landbrugsmesse/

Generelt for tilmelding

Tilmelding senest den 18. april 2022

Betalingen.
Du betaler med det samme ved tilmelding på hjemmesiden – vælger du bankoverførsel, er din tilmelding ikke gældende, før pengene er på Landbrugsmessens konto.

Opstaldning.
Alle dyr opstaldes i overdækkede stævnestalde.

Gebyr.
For heste er der fastsat et tilmeldingsgebyr på

  • kr. 500,- pr. dyr inkl. moms
  • kr. 300,- for efterfølgende dyr i samme boks (gælder KUN mindre ponyer)

Campingplads.
Hvis du ønsker at benytte campingpladsen, koster det kr. 375,- inkl. moms.
Campingpladsen bestilles og betales sammen med dyretilmeldingen, eller senere. Camping lukker for tilmelding den 10. Maj 2022
Brugere af el skal selv medbringe en forlængerledning på 25-30 meter.

Dyrlægekontrol.
Alle heste, også showheste, skal dyrlægekontrolleres ved ankomsten. Først derefter må hestene trækkes ind i staldene. BEMÆRK! Der er i år en ny plads for dyrlægekontrol – nærmere information følger.

Det bemærkes, at messen ikke kræver vaccination, men det anbefales, at hestene vaccineres.

Hopper, der påregnes at skulle fole inden for 34 dage eller har folet indenfor de seneste 7 dage anses ikke for transportegnede. Føllets navle skal være fuldstændigt helet. Det anbefales, at føllet er mindst 14 dage gammel ved skuets start.

Brug udstillerteltet.
Vi har udstillerteltet, som vi håber, du vil benytte flittigt i messedagene. Det giver grobund for et godt sammenhold hesteudstillerne imellem, der er altid kaffe på kanden og
hestefolk, der gerne giver gode råd eller bare en hyggelig hestesnak. Udstillerteltet har fået ny placering i år, men det informerer vi også om senere.

Partoutkort til udstillerne
Der udleveres 2 stk. partoutkort (=armbånd) til den første hest og derefter 1 armbånd pr. hest.
Har du behov for ekstra armbånd, kan de bestilles på hjemmesiden: www.landbrugsmessen.dk
Prisen er 130 kr. for voksne/40 kr. for børn, pr. armbånd, som gælder begge dage.

Eventuelle spørgsmål vedr. hesteudstilling rettes til formand for hesteudvalget,
Lene Lund Kristensen på 4035 9078