Blandt andet med vallakbedømmelse - og ikke mindst med et meget højt niveau i form af ganske mange 9-taller.

Tekst & foto kons. K. Aase
Traditionen tro blev hoppekåringen afholdt på 3 pladser 1 på Sjælland og 2 i Jylland. Størst blev pladsen på Hovmarkens Ridecenter ved Slagelse med 19 deltagere. I Nordjylland på Arden Sportsrideklub var der katastrofalt få deltagere med kun 6 hopper. Der er langt til de gyldne år medio 90-erne med over 80 deltagere på Finstrupgård.

Den samlede deltagelse blev på 39 hopper til kåring ud af 41 tilmeldte - 2 var sygemeldte. Det er en mere end sidste år - så ingen nedgang i forhold til 2015. Til gengæld er fordelingen på de 3 kåringspladser ændret siden sidste år reelt set fremgang på Hovmarken og i Revsø "betalt" af en tilbagegang i Arden. Dertil kommer en afkomssamling efter en hoppe, 3 vallakker til bedømelse, 2 plage til plagskue og 16 føl til følskue fordelt på de 3 pladser. Der var med andre ord lidt forskelligt at se på. Selvom der i år er en lidt større spredning - så ligger det opnåede kåringsniveau betydeligt højere end i 2015 - i år to tredjedele kåret med 8 og 9. Kåring med 10 point kan kun opnås ved eliteskuet.

Årets kombinerede hoppekåring og føl- & plagskue omfattede 2 nyskabelser. Dels havde man i bestyrelsen besluttet, at hopper kåret på fløjen med 8 point fik et "wildcart" til Eliteskue 2016 den 31. juli i Middelfart. Måske man nok bør indføre et krav om mindst 1 9-tal i delkaraktererne. Dels var det besluttet at indføre vallakbedømmelse. Dette nye tiltag havde kun et begrænset antal deltagere - og kun på Sjælland. Vi må sikre os, at budskabet om muligheden for vallakbedømmelse bliver bredt lidt bedre ud i 2017. Jo flere vallakker, der sammen med hopperne, bliver bedømt, des sikrere bliver afkomsvurderingen på de enkelte fædrehingste ikke mindst i en tid som nu med meget begrænsede afkomsgrupper.

Hovmarkens Ridecenter

Første stop på kåringsturen blev på Hovmarkens Ridecenter. Her mødte 19 hopper frem af 20 tilmeldte - 2 var efteranmeldte og 1 sygemeldt. Det blev således årets største, lokale kåringsplads.

Kåringen omfattede 6 renavlede og 13 forædlede og der var her en særdeles god tilslutning af 3-årige hopper, der gjorde godt halvdelen.

I den renavlede afdeling udstilledes 1 7-årig tyskfødt hoppe og 4 3-årige hopper. Bedste resultat blev kåring med 9 point til ktl. 12, Kildedals Nelli e. Lorenzo Bedsted fra Kjeld Anholm, Sorø. Hoppen opnåede kåring med højst mulige point - 9 point. Hoppen er af særdeles god type, med velstillede forlemmer og en særdeles god og taktfast trav - 3x 9 i delkarakterer. Hun fik dermed adgang til Eliteskue 2016 i Middelfart. Det samme gjorde, ktl. 1, den 7-årige, Stella e. Elixier (SW) fra Stald Skovlygaard v/ Kenneth Jensen, Sorø, - kåret på førstepladsen med 8 point - også hun havde en særdeles god og taktfast bevægelse i trav - 1x 9 i delkarakter.

Kildedals Nelli (Lorenzo Bedsted/Canton Anholm/Laban af Kloster)

Kildedals Nelli (Lorenzo Bedsted/Canton Anholm/Laban af Kloster)  Tilh. Skovgaard-Møllevang hoppestammen, tillagt hos Karina Daugaard, Rønnede, og udstillet af Kjeld Anholm, Sorø, fløjhoppe 3-års renavlede hopper på  Hovmarkens Ridecenter, 9 point, ærespræmie og adgang til Eliteskue 2016.

Kildedals Nelli er desuden den eneste 3-årige renavlede hoppe med 9 point - og dermed er hun på forhånd sikret titlen "Årets Renavlede Hoppe 2016". Det forudsætter, at hoppen naturligvis møder frem.

Dertil var der kåring med 9 point til den 4-årige ktl. 6, Aura Krogh e. Canton Anholm fra Nina Krogh, Sandved. Der er også her en særdeles god type og et kønt hoved på en velformet hals - 2x 9 i delkarakter, men dog også bemærkninger omkring fundamentet.

Den forædlede afdeling mønstrede ikke færre end 3 hopper kåret med 9 point og dermed adgang til Eliteskue 2016. I 3-års årgangen var det ktl. 14, den brunskimlede GN´s Carisma e. Chiron xx (Tysk xx-fuldblod) fra Stald GN v/ Gyrithe Gandløse og Niels Olesen, Vipperød. Det er en middelstor, ædel, elegant hoppe af særdeles god type og med en rummelig, velafbalanceret galop - 2x 9 i delkarakterer og ingen delkarakter under 8. De øvrige i hele kåringsturens største hold opnåede 4 kåring med 8 p. og 1 7 p. - hvilket vidner om, dommerne fandt kvalitet ned igennem rækken af 3-års hopper.

GN´s Carisma (Chiron xx/Urprinz/Aleksander) tilh. en endnu ubeskreveet hoppestamme, tillagt og udstillet af Stald GN v/Gyrithe Gandløse og Niels Olesen, Vipperød, fløjhoppe 3 års forædlede hopper på Hovmarkens Ridecenter, 9 point, ærespræmie og adgang til Eliteskue 2016.

I ældste hold kom en genganger på fløjen. Hoppen, ktl. 5, den 5-årige Baggegårdens Freifrau e. Freigraf af Hvarre. Det er en middelstor hoppe med en særdeles god type og godt sat sammen i frontpartiet, der foruden har hun velstillede baglemmer - 2x 9 i delkarakterer og nu løftet til kåring med 9 point. Det er en hoppe der de seneste år har været meget brugt i sporten - ikke mindst i køresporten. Holdet som helhed var meget uensartet og udløste kåringer derudover med fra 8 - 5 point. At de ældre hopper både størrelses- og kvalitetsmæssigt er meget uens er ikke specielt ualmindeligt.

Desuden opnåede en enlig 4-års hoppe, ktl. 7, Schousboes Filippa e. Urfürst af Hvarre fra Birgitte Schousboe Nygaard, Mern, kåring med 8. Også her taler vi om en middelstor hoppe af særdeles god type og med et kønt hoved på en velformet hals - alt i alt var der velformede kropsdele - og derforuden en særdeles god bevægelse i trav - 3x 9 point. Desværre; - var er der problemer i fundamentet ikke mindst i forlemmerne, - og var dermed udslagsgivende for resultatet.

Med undtagelse af de ældste forædlede hopper fandt dommerne generelt megen kvalitet udmøntet i, at hovedparten af hopperne opnåede kåring med 8 og 9 point. Desuden opnåede alle 4-års og halvdelen af de 3-årige hopper karakteren 9 for type. Det blev de skimlede hopper, der tegnede toppen i den forædlede afdeling. Det er sjældent set.

Alt i alt var den sjællandske kåring velgennemført. Fra folkene på Hovmarken havde man mindeligt bedt om, vi ikke i år anvendte springbanen til den udendørs oprangering, da den dagen i forvejen havde fået en masse regnvand og skulle bruges dagen derpå til konkurrence. Det efterkom vi. Så oprangeringen foregik indendørs - ikke optimalt, men det kan da lade sig gøre.

Revsø Rideklub

Dagen derpå gik turen til Revsø Rideklub ved Sommersted i Sønderjylland. Her var der mødt et lige så stort antal - med sammenlagt 14 hopper - de fleste fra Fyn og Jylland men også med en enkelt deltager fra Sjælland.

Også her i Revsø var der en stor overvægt af forædlede hopper - 3 renavlede og 11 forædlede Årgangene var meget ligeligt fordelt med 4-5 deltagere i hver årgang.

I den renavlede afdeling var det en 4-års hoppe, ktl. 22, Luzana af Toftlundgaard e. Lami Søndervang fra Marianne og Lars Kjeldstrøm, Toftlund. Det er en lille (159 cm) hoppe, men tiltalende, harmonisk - i det hele taget tiltalende kropspartier (4x 8) - et godt fundament og ikke mindst en særdeles god og taktfast bevægelse i skridt og trav - 3x 9 i delkarakter - og dermed kåring med 9 point og adgang til Eliteskue 2016. Hoppen er desuden helsøster til 3-års fløjhingsten Lucky af Toftlundgaard ved hingstekåring 2016. De 2 øvrige, renavlede hopper opnåede kåring med 7 point.

Luzana af Toftlundgaard (Lami Søndervang/Hubertus Alstrup/Varus (SW)) til en endnu ubeskrevet hoppestamme på SW-grundlag, tillagt og udstillet af Marianne og Lars Kjeldstrøm, Toftlund, fløjhoppe 4-årige renavlede hopper Revsø Rideklub, 9 point, ærespræmie og adgang til Eliteskue 2016.

I den langt større forædlede afdeling (Og det er pudsigt, for renavlen har i Sønderjylland en stærk base.) fandt dommerne i modsætning til på Sjælland kun 1 hoppe værdig til kåring med 9 point. Hopperne her i Sønderjylland var generelt lidt større end på Sjælland, men det er især fundament og bevægelse der afgør forskellen på de 2 kåringspladser.

Fløjen hos de 5-årige og ældre, forædlede hopper gik til ktl. 19, Smilla af Sulsted e. Højvangs Strauss fra Irina Sig, Spjald. Det er en stor, energisk, tiltalende hoppe af særdeles god type og med en god og taktfast bevægelse ikke mindst også en rummelig og velafbalanceret galop - i alt 3x 9 i delkarakterer og kåring med 9 point. Hun har dermed også adgang til Eliteskue 2016. Smilla er af en hoppefamilie, hvor 10-tallet er faldet nogle gange. Ligesom på Sjælland stillede fløjhoppen her på ny til kåring i håbet om et bedre resultat - og det lykkedes også her. Også nr. to i rækken høstede karakteren 9 både i type og i trav - men bemærkninger til fundament og skridtbevægelsen afgjorde resultatet.

Smilla af Sulsted (Højvangs Strauss/Præstegårdens Hamlet/Mar-ki) tilh. den tyskbaserede Flämchen hoppestamme, tillagt hos Peder Dahl, Sulsted, og nu udstillet af Irina Sig, Spjald, fløjhoppe 5-årige og ældre forædlede hopper, 9 point, ærespræmie og adgang til Eliteskue 2016.

Desuden var der et "wildcard" til den 3-årige fløjhoppe, ktl. 27, den fynskavlede og fynskejede Høeyers Emmelie e. Stuntmann af Hvarre fra Tina Tingkær Kristensen, Årslev på Fyn - absolut med tilfredsstillende type og kropform (4x 8) - opnåede hun kåring med 8 point og som fløjhoppe adgang til Eliteskue 2016. Generelt var dommerne et stykke hen ad vejen meget tilfredse med holdet - kun 1 af de 5 3-års hopper opnåede kåring under 8 point.

Det bliver nok ikke i år, at "Årets Hoppe" ved Eliteskue 2016 skal komme fra denne, den sønderjyske kåringslads.

Arden Sportsrideklub - 2 hopper med 9 point
Sidste kåringsplads lå i Nordjylland på den for oldenborgavlen så traditionsrige Arden Sportsrideklub. Men hvad er det lige, der sker i det nordjyske? Nordjylland og ikke mindst Himmerland har igennem mange år været en højborg i oldenborgavlen. Det tør siges ikke at være udmøntet i årets deltagelse. Kun 6 hopper - alle forædlede - var mødt frem i år!!

Den manglende kvantitet blev et stykke hen ad vejen opvejet af kvalitet - ikke mindst fandt dommerne 2 3-års hopper værdige til kåring med 9 point - og begge bliver dermed forhåbentlig at se igen på Eliteskue 2016.

På fløjen kom den lokale, ktl. 35, Dragonen´s Valeur e. Valesco fra Sanne Als Yablonka og Poul Thygesen, Arden. Det er en passende hoppe af særdeles god type og et kønt hoved på en velansat hals - alt i alt gode kropspartier, godt fundament og god bevægelse - 2x 9. Med samme mor; Dragonen´s Siff, er hoppen halvsøster til hingsten Dragonens Faruq og Dragonen´s Titbit m. sølvmedalje - begge med særdeles fordelagtige championatsresultater. Desuden har føl efter D. Siff i flere omgang opnået titlen "Årets Føl". Samtidig er det her kåringsresultat en foreløbig kulmination på Valescos afkomsresultater.

På andenpladsen kom fra Djursland ktl. 33, Mÿsli L.S. e. Atlético af Egense fra Liza Skov Andersen, Grenaa. Det er også her en hoppe af særdeles god type og med særdeles god og taktfast bevægelse i skridt - 2x 9 i delkarakterer, men også bemærkninger omkring fundamentet især forlemmer. Dette var med til at afgøre rækkefølgen. Den sidste i holde opnåede kåring med 8 point. Et lille hold men med gode resultater.

Ældste hold bestod af 2 hopper heraf 1 til forregister - begge med 8 point og med forregisterhoppen på fløjen. Hvorved hun ikke opnår adgang til eliteskuet. 3-års årgangen omfattede en enkelt, lille men velgående hoppe - 7 point.

Afkomssamling med sølvmedalje

Kåringen i Revsø rundedes af med en afkomssamling fra Helle Kjellerup Graversen, Juelsminde. Samlingen bestod af stamhoppen, Cornette Vaseskov OL 9472 og 3 døtre i alderen 2-4 år. Det er en meget ensartet samling af harmoniske hopper og af særdeles god type, overvejende gode kropspartier og overvejende god bevægelse. Samlingen var flot klargjort og stamhoppen fremstod i særdeles god kondition. Resultatet blev da også 23 point og Dansk Oldenborg Avls sølvmedalje.

Helle Kjellerup Graversen, Juelsmind, udstille en afkomssamling efter Cornette Vaseskov, bestående af stammoderen og 3 døtre i alderen 2-4 år med det fine resultat 23 point og Dansk Oldenborg Avls sølvmedalje.

Vallakbedømmelse - debut

Vallakbedømmelsen er noget helt nyt i Dansk Oldenborg Avl - hvis vi måske lige ser bort fra afkomssamlingerne. Desværre var der kun tilmeldt 3 vallakker - alle på Sjælland. Udstillingen bestod av vallakker i alderen 4-7 år.

Bedste resultat opnåede en "gammel kending" fra sidste år fra Fam. Grimbühlers guldmedaljesamling efter Gry Søndervang. Det er vallakken Risbjerggårds Gyron e. Nando og en helbror til guldmedaljehoppen Risbjerggårds Je'Theme. Han er den af samtlige bedømte heste med flest 9-taller i delkarakterer i alt - Særdeles god type, kønt hoved på en velansat hals, velstillede baglemmer og en særdeles god bevægelse i både skridt og galop - i alt 5x 9 i delkarakterer og en helhedskarakter på 9 - hvilket udløste en ærespræmie og adgang til eliteskuet. Begrænsninger i afstamningen har gjort, at en hest som denne ikke har kunnet stille til hingstekåring. De 2 øvrige opnåede hhv. 8 og 7 i helhedskarakter.

Bedste resultat hos vallakkerne gik til den forædlede, 7-årige, Risbjerggaards Gyron e. Nando tillagt hos Lene og Niels Grimbühler og udstillet af Lene Snedker, Vipperød, 5x 9 i delkarakterer og 9 i helhed plus ærespræmie og adgang til Eliteskue 2016.

Føl- og plagskuer

Kun en enkelt 2-års hoppe blev fremstillet til plagbedømmelse. Det var ktl. 82, Linette Kjellerup e. Risbjerggårds Hitman fra Helle Kjellerup Graversen, Juelsminde. Det er en velbygget 2-års hoppe af særdeles god type og velgående i skridt og trav. Hoppen opnåede 23 point og dermed adgang til 2-års finalen ved Eliteskue 2016. Fra samme udstiller har endnu en hoppe kvalificeret sig til årets 2-årsfinalen. Det skete på Det Østjyske Dyrskue i Horsens.

Det er ikke ofte vi ser 1-års plage til plagskue. Ofte er de helt groet fra hinanden på udstillingstidspunktet. Det var så ikke tilfældet med årets enlige 1-års - en velbygget, velgående og fint fremførte 1-års hoppe - resultat 9 i helhedskarakter.

Følskuer

Følskuerne omfattede 16 føl - 4 renavlede og 12 forædlede - samt 6 hingsteføl og 10 hoppeføl. Antallet af føl er i sagens natur begrænset af antal bedækkede hopper året før og afspejler tilbagegangen i antal bedækninger.

På Hovmarkens Ridecenter udstilledes 7 føl med begge afdelinger og køn repræsenteret. I et hold på 2 renavlede hingsteføl opnåede ktl. 56, Elvira´s Vincent e. Valesco fra Charlotte Elvira Rasmussen, Ringsted, - 2x 9 i delkarakter for rammer og for bevægelse - i alt helhedskarakteren 9 - og dermed adgang til følfinalen ved Eliteskue 2016.

Der var også helhedskarakteren 9 til det forædlede hingsteføl, ktl. 58, Møllemarkens Ironman e. Sonny Boy Højbogård fra Betina Albæk og Peter Nielsen, Gadstrup.

Hos hoppeføllene opnåede 2 ud af 3 9 point i helhed og begge fra Lene og Niels Grimbühler, Holbæk. På fløjen med 9 i type og i rammer kom ktl. 62 Risbjerggaards Princess e. Dragonen´s Faruq foran ktl. 60 Risbjerggaards Petitfour ligeledes e. Dragonens Faruq.

Lene og Niels Grimbühler, Holbæk, udstillede 2 forædlede hoppeføl efter Dragonen's Faruq, begge opnåede 9 point i helhed og er dermed inviteret til følfinalen ved Eliteskue 2016 - f.v. fløjføllet, Risbjerggaards Princess og ved siden af Risbjerggaards Petitfour.

Kons. J. Finderup havde da også rosende ord til de sjællandske føl, med høj kvalitet i holdene (ingen under 8 i helhed), flotte føl og fint klargjorte.

I Revsø var den renavlede afdeling repræsenteret ved 2 hoppeføl - begge efter Valesco og med ktl. 66, Beleza Skovlyst fra Pia Gregersen Westland, Stenderup, på fløjen. Føllet opnåede 9 hhv. i type og i bevægelse.

Pia Gregersen Westland, Stenderup, udstillede 2 Valesco-døtre begge opnåede 9 for type, Beleza Skovlyst opnåede med 9 point helhed også adgang til følfinalen på Elitskue.

Det enlige, forædlede hingsteføl, ktl. 65, Fernando Toftlundgaard e. Dragonen´s Faruq fra Marianne og Lars Kjeldstrøm, Toftlund, - et velgående føl opnåede helhedskarakteren 9. Han er en helbror til "Årets Forædlede føl 2015" og en med samme mor en halvbror til den renavlede 4-års fløj med 9 point og til hingstene Lucky Toftlundgaard og Fabian Toftlundgaard.

Hos de 4 forædlede hoppeføl (største enkelthold i år) gik fløjen til ktl. 74, Høj´s Lara e. Lami Søndervang fra Susanne og Carsten Høj Christensen, Sorø, - 9 i helhed. De øvrige i holde opnåede alle 8 i helhed.

Generelt også her flotte føl, hvor halvdelen var med særdeles god type (9 i type) - ikke mindst de 2 Valesco-døtre fra Stenderup.

I Nordjylland stod det med følskuet lige så sløjt til som med hopperne til kåring. Kun 2 føl - 1 hingste- og 1 hoppeføl - begge forædlede var, hvad det kunne række til. Hingsteføllet ktl. 72 Rønbjergs Stratego e. Stravinsky xx fra Stald Rønbjerg, Ranum, - opnåede helhedskarakteren 9 - og rundede dermed rækken føl af med adgang til følfinalen ved Eliteskue 2016.

Dommerne fandt kvaliteten ved årets følskue meget høj. Således opnåede ikke mindre end halvdelen helhedskarakteren 9 - og resten helhedskarakteren 8. Således har 8 føl adgang til følfinalen - og heldigvis er begge afdelinger og begge køn repræsenteret således alle hold kan blive besat ved følfinalen.

Karakter 9 8 7 6 5 I alt
Hovmarken 4 9 4 1 1 19
Revsø 2 6 6 - - 14
Arden 2 3 1 - - 6
Total 8 18 11 1 1 39
Pct. 20,5 46,1 28,2 2,6 2,6  
Total 2015 5 17 15 1 - 38
Pct. 13,2 44,7 39,5 2,6 -