Kåring og bedømmelser

Hoppekåring, vallakbedømmelse, plagskue og følskue

I Dansk Oldenborg Avl afholdes der hvert år kåring og bedømmelse. Herunder kan du læse en kort beskrivelse omkring hvilke heste, der kan deltage. Skulle der være tvivl efter gennemlæsning, så er det muligt at kontakte et bestyrelsesmedlem, som altid vil være behjælpelig med vejledning.

Til kåring og bedømmelse inddeles hestene efter alder således, at 3 års heste er i et hold, 4 års i et andet, og 5 års og ældre i et tredje. Der inddeles desuden efter renavlede (88%-100%) Forædlede (25%-87%) og forregister. Føl inddeles efter hopper og hingste, samt efter renavlede, forædlede og forregister. Plage inddeles efter renavlede, forædlede og forregister.

Hopper og vallakker måles (stang, bånd, gjord og pibe) Derefter mønstres de lige frem og tilbage på fast bund, i både skridt og trav. Her kigger dommerne på takt, benstilling og danner sig et ’første indtryk’. Efter fast bund vises hesten i sit hold på skridtvolte i ridehuset. Derefter vises de enkeltvis i ridehuset, både på trekant i skridt og trav, samt løs, således gallopen også kan vurderes. Afslutningsvis oprangeres holdet.

Hoppekåring

Hopperne kan deltage fra de er 3 år.

Hopper der er efter DOA kårede forældre og har DOA - rødt pas, kan optages i hovedafsnittet. Der ud over kan hopper efter EU godkendte XX fuldblodshingste og SW hingste fremstilles til kåring. Dette såfremt deres afstamning kan godkendes af DOA.

Hopper efter DOA kåret og avlsgodkendt hingste, men hvor morsiden ikke lever op til DOA afstamning / kåringsregler, kan fremstilles, og optages i hhv. F1, F2 og F3 forregister.

Vallakbedømmelse

Vallakbedømmelsen er en eksteiørbedømmelse som vallakker kan deltage i fra de er 3 år. Alle vallakker med DOA pas, samt vallakker med min 25 % oldenborgblod efter en DOA avlsgodkendt eller kåret hingst kan fremstilles.

Desuden kan vallakker efter EU godkendte XX fuldblodshingste og SW hingste fremstilles til bedømmelse. Dette såfremt deres afstamning kan godkendes af DOA. En sådan vallakbedømmelse er adgangsgiven til DM - kvalifikationen, Championater, brugsprøver og DOA stævner. Uden en vallakbedømmelse kan disse vallakker ikke deltage i til DM - kvalifikationen, Championater, brugsprøver og DOA stævner. Passets farve ændres ikke i forbindelse med bedømmelsen, men der bliver indsat en label i hestepasset, med DOA stempel, hvor resultatet af eksteiørbedømmelsen skrives.

Plagskue

Plagskue afholdes sammen med de regionale kåringer og bedømmelser. Til plagskue kan 1 og 2 års hopper deltage. Det er kun hoppeplage efter DOA kårede og avlsgodkendte hingste der kan fremstilles. 2 års hopper der opnår 23p, er inviteret til 2 års finalen ved eliteskuet. 2 års hopperne skal fremvises på alm trensebid.

Følskue

Følskuerne afholdes sammen med de regionale kåringer og bedømmelser. Det er kun føl efter en DOA kåret eller avlsgodkendt hingst, der kan deltage. Føllet kan deltage, selvom morsiden ikke er af DOA godkendt / kåring. Føl efter ikke DOA kårede hingste, kan ikke deltage. Føl der opnår 9p i helhed, og som ved senere kåring vil være berettiget til optagelse i hovedafsnittet, bliver inviteret til eliteskuet. Føllet skal på fremstillingstidspunktet være registreret hos SEGES.

Print Email

Elitestatus

Det er nu muligt for hingste og hopper kåret i DOA at opnå Elitestatus.

Elitestatus

Hingste og hopper kåret i DOA kan efter ansøgning til Bestyrelsen opnå Elitestatus efter nedenstående retningslinjer. Udnævnelsen sker én gang årligt og offentliggøres ved den ordinære generalforsamling. Herved vil der være overrakt et diplom, mm til hestens ejer. Eliteheste vil være optaget i stambogen. Ansøgningen skal være Bestyrelsen i hænde senest 30/10 det foregående år. Det påhviler ansøgeren at vedlægge dokumentation for den pågældende hests berettigelse til Elitestatus.

Prisen fremgår af prislisten, og skal indbetales til DOAs konto –se konto nr. på hjemmesiden.

På baggrund af fremsendte ansøgning afgør Bestyrelsen udnævnelsen. Kriterierne for S, A, og B status følger DRF’s regler og findes i HesteData. Udenlandske resultater skal kunne transformeres til tilsvarende opnået under DRF.

Elitestatus kan tildeles med tilbagevirkende kraft. Dvs. at hopper/hingste behøver ikke at være i live på ansøgningstidspunkt. Der kan i helt særlige tilfælde dispenseres. Eksempelvis, ved manglende antal afkom for heste med en eksceptional egen præstation.

Ansøgeren skal være hestens ejer, samt et DOA medlem.

Retningslinier for udnævnelse af elitehingste

Hingste med bestået materialprøve og færdigkåret i DOA kan udnævnes til Elitehingst, såfremt de opfylder mindst 3 af de 5 nedenstående krav.

  1. Hingsten har udvist god egen præstation i sport og mindst opnået status svarende til B-hest.
  2. Hingsten har afkom, der har udvist gode præstationer i sport. Mindst 1 afkom med S-status eller 2afkom med A-status, 3 afkom med B-status, eller 3 afkom som er iblandt de første fem med DM i1,2 eller 4 spand.
  3. Mindst 8 stk. afkom fremstillet og bedømt til kåring eller avlsgodkendelse i DOA har opnået minimum 8 i helhed (hopper), eller 1-årig avlsgodkendelse eller endelig kåring (hingste).
  4. Hingsten har stillet afkomssamling i DOA og opnået mindst 22 p.
  5. Hingsten har ROLH eller KOLH status.

Retningslinjer for udnævnelse af elitehopper

Hopper kårede i DOA kan udnævnes til Elitehopper, såfremt de opfylder mindst 4 af de 8 nedenstående krav.

  1. Hoppen er kåret i DOA med minimum 8 point i helhed.
  2. Hoppen har mindst 3 afkom kåret med mindst 8 i helhed (hopper), eller med 1 års avlsgodkendelse eller færdigkåret (hingste), bedømt i DOA.
  3. Hoppen har stillet afkomssamling i DOA og opnået mindst en sølvmedalje.
  4. Hoppen har status ROL, KOL, eller KROL.
  5. Hoppen har mindste 2 afkom der har opnået ROL eller KOL status. KROL gælder kun som én.
  6. Hoppen har mindst 1 afkom der er S eller A status
  7. Hoppen har mindste 2 afkom der er B status.
  8. Hoppen har mindst 1 afkom som er iblandt de første fem med DM i kørsel i 1, 2, eller 4 spand.

Print Email

Danmarksmesterskab

Propositioner

Hvad er Danmarks Mesterskab for oldenborgheste?

Danmarks Mesterskab DM for oldenborgheste afholdes i dressur i forbindelse med stævnerne i de 3 Aktivitetsudvalg og ved Eliteskuet.

Danmarks Mesterskabets indledende runde afholdes ved de 4 stævner fordelt over hele landet i en DM-kvalifikationsklasse. Alle placerede ved hvert kvalifikationsstævne går videre til finalen, som holdes i forbindelse med Eliteskuet.

Tilmelding foregår via DRF GO.

Hvilke ekvipager kan deltage?

DM er åbent for alle oldenborgheste med DOA bordeaux pas, samt oldenborgheste med minimum 25 % oldenborgblod og hvis far er kåret / avlsgodkendt i DOA, samt alle øvrige DOA kårede individer, herunder vallaker der er vallakbedømt.

Der må ikke skiftes rytter til Finalen, da det er en ekvipage bedømmelse.

Man må starte max 2 heste.

Hvilken klasse skal der rides

Mesterskabsklassen er en procentklasse der går fra La2 – opad.

Til kvalifikationsstævnet rider man den højeste klasse man har startet eller max. en klasse under. Eks. hvis den højeste klasse ekvipagen har startet er en LA6, må man starte en LA5 eller LA6. Den klasse man skal tage udgangspunkt i, er den højeste klasse ekvipagen har startet til D, C, B og højere stævner.

Til Finalestævnet rider man den højeste klasse ekvipagen har startet.

Det er op til rytter selv, at have styr på hvilken klasse man rider, og skal ved tvivlstilfælde kunne dokumentere dette. Såfremt man starter for lav en klasse i forhold til ovenstående, bliver man diskvalificeret, og modtager ikke sit indskud retur.

Procentklasse – beregning

Idet, der er tale om en procentklasse, vægtes en højere sværhedsgrad med en faktor, som er fastsat sammen med en dommer. Dette gøres på bagrund af, at det er lettere at opnå en høj procent i en lavere klasse. Rent praktisk gøres det ved, at den procent ekvipagen rider til ganges med faktoren i den enkelte sværhedsgrad, hvorefter man kommer frem til ekvipagens resultat.

Beregningsfaktoren er som følger:

Sværhedsgrad 1 2 3 4 5
Faktor 1,00 1,02 1,03 1,04 1,05

Placeringsrækkefølge ved DM

Ved kvalifikationsklassen og ved finalen vil der ikke være lige placering ved de bedst 3 placerede. Ved lige placering vil ekvipagen med flest points i 1.Gangarter være bedst placeret. Står to eller flere ekvipager fortsat lige, vil ekvipagen med flest point i 2.Spændstighed være bedst placeret. Fortsætter point-ligheden vil ekvipagen med flest point i 3.Eftergivenhed & Holdning, derefter 4.Lydighed og sidst 5.Rytteren være bedst placeret. 

Ved tvivlsspørgsmål afgør dommerne placeringsrækkefølgen.

Tilmelding til finaleshow

Finalen afholdes i forbindelse med Dansk Oldenborg Avls Eliteskue. Der må beregnes at Finalen er et heldags arrangement, hvorfor det kan blive nødvendigt, at bestille opstaldning.

Finaledeltagere melder til over DRF GO.

Der vil være mulighed for at fylde op med efterfølgende placeringer, hvis en ekvipage ikke ønsker at deltage.

Finaledeltagere får ved kvalifikationsstævnet en indbydelse til Finalen med information om tilmelding m.m.

Dommere

Kvalifikations Stævnet dømmes af min. 2 C-dommer.

Finalen dømmes af 2 min. C-dommere.

Generelle bestemmelser

  • Tvivlsspørgsmål stilles til Aktivitetsudvalget
  • Hvor intet andet er anført henstilles til DRFs reglement
  • Alle hestepas fremvises i sekretariatet inden klassens start
  • Optømning i alle klasser er trense eller kandar i M klasser og derover
  • Det er ikke tilladt at benytte hjælpetøjler, hverken på opvarmningsbanen eller konkurrencebanen
  • Hvor intet andet er anført, er Dansk Rideforbunds reglement med seneste rettelser gældende
  • Der vil på dagen være mulighed for at få en kopi af kritikken (henvendelse i sekretariatet efter klassens afslutning)
  • Stævnet afholdes udendørs

BEMÆRK – Bandager, gamacher og klokker er ikke tilladt!

Hvad koster det at deltage?

  • Kvalifikationsklasse - kr. 200,-
  • Boks til kvalifikationsstævne – se prisen hos de respektive Aktivitetsudvalgs stævneinfo.
  • Finale - kr. 200,-
  • Boks til finale kr. 750,- 

Print Email

Championater for Oldenborgheste

Propositioner

Læs grundigt, da der er ændringer i forhold til tidligere år.

Hvad er championater for oldenborgheste?

Det er championater for 4 års, 5 års samt 6 års og ældre dressurheste.

Championatets indledende runder afvikles flere steder i landet i forbindelse med afholdelse af stævne i de 4 aktivitetsudvalg.

Der bliver afholdt et finaleshow i forbindelse med Dansk Oldenborg Avls Eliteskue, hvor der vil være en roset til alle ekvipager og ærespræmie til vinderne.

Formålet med at afholde championater for oldenborgheste er, at det bliver nemmere for alle, der selv har lyst til at fremvise sin hest, at få et "R" på hestens stamtavle. Et "R"; på hestens stamtavle er et bevis på, at hesten kan rides.

Championaterne vil blive afholdt udendørs, så vidt muligt.

Til championaterne vil der blive lagt vægt på kriterierne – ridelighed, grundgangarterne og kapacitet.

Skridt

Skridt er en firetaktet gangart, som er velmarkeret og kan fastholdes i alt skridtarbejdet. Når hestens for- og bagben i samme side bevæger sig næsten samtidigt, bliver skridten en næsten samtidig bevægelse. Denne uregelmæssighed, som kan kaldes uregelmæssig eller måske endda pasagtig, medfører en betydelig lavere skridtkarakter, idet det er en grundfejl.

Det er i gangarten skridt, at dressurens ufuldkommenhed er tydeligst. Det er også derfor hesten ikke skal gå til biddet på det tidlige træningsstadium. En for overdreven samling vil ikke kun ødelægge den samlede skridt, men også middel og fri skridt.

Trav

Trav er en totaktet diagonal bevægelse (venstre for og højre bag og modsat) adskilt af et svævningsmoment.

Hesten skal sætte i trav uden tøven og traven skal altid være frigjort, aktiv og med regelmæssige skridt. Travens kvalitet bedømmes ud fra det generelle indtryk, ensartetheden og elasticiteten af travtrinene, som skal komme fra en eftergiven og smidig ryg og en engageret bagpart samt evnen til at fastholde den samme rytme og naturlige balance. Selv efter overgang fra et travtempo til et andet.

Galop

Galoppen er en tretaktet bevægelse, hvor højregaloppens benflytning er som følger: Venstre bagben følges af det diagonale benpar venstre forben og højre bagben og til sidst højre forben.
Herefter kommer et svævningsmoment med alle fire ben uden kontrakt til jorden, inden det hele gentages.

Galoppen skal hele tiden se let og regelmæssig ud. Hesten skal give indtryk af, at den galopperer op ad bakke uden modstand. 

Galoppen vurderes ud fra det generelle indtryk, regelmæssighed og letheden som stammer fra let kontakt på biddet med en blød og eftergivende overlinie.

Bagbenene skal være engagerede med en aktiv haseaktion og evnen til at fastholde samme i vendinger skal være tydelig. Hesten skal desuden altid gå med bagbenene i forhovenes spor (ikke på to spor).

Kapaciteten bedømmes ved at dommerne ser på – de tre grundgangarter, typen og hestens fysiske kvalitet, dens udstråling, lethed hvormed programmet gennemføres og dens eftergivenhed og smidighed.

Klasse for 4 års heste

Klassen afvikles som en gangartsbedømmelse (rides efter dommerens anvisning) med 2-3 ekvipager på banen ad gangen i ca. 8-10 min. For at opnå et "R" skal 4 års hesten som minimum have et gennemsnit på 7,0.

Ved lige placering vil ekvipagen med flest points i Kapacitet være bedst placeret. Står to eller flere ekvipager fortsat lige, vil ekvipagen med flest point i Ridelighed være bedst placeret.

Der vil blive uddelt rosetter til de ekvipager, som har redet klassen til minimum 7,0. Disse ekvipager vil samtidig opnå adgang til at tilmelde sig til finaleshowet, der afholdes i forbindelse med eliteskuet.

Ved finaleshowet, vil klassen ligeledes blive afviklet som en gangartsklasse, hvor der rides efter dommerens anvisning. Til finaleshowet vil der være rosetter til alle ekvipager og ærespræmie til den bedste ekvipage.

Det er i denne klasse tilladt at ride med pisk (120cm inkl. snert) eller sporer – ikke begge dele.

Klasse for 5 års heste

Ekvipagerne bedømmes i programmet FEI Dressurprogram for 5 års – Indledende. For at opnå et "R", skal ekvipagen have et gennemsnit på minimum 7,0.

Ved lige placering vil ekvipagen med flest points i Kapacitet være bedst placeret. Står to eller flere ekvipager fortsat lige, vil ekvipagen med flest point i Ridelighed være bedst placeret.

Der vil blive uddelt rosetter til de ekvipager, som har redet klassen til minimum 7,0. Disse ekvipager vil samtidig opnå adgang til at tilmelde sig til finaleshowet, der afholdes i forbindelse med eliteskuet.

Ved finaleshowet, vil ekvipagerne blive bedømt i programmet FEI Dressurprogram for 5 års-Finale. Til finaleshowet vil der være rosetter til alle ekvipager og ærespræmie til den bedste ekvipage.

Klasse for 6 års og ældre heste

Championatet kan startes af 6 år og ældre heste. Der er ikke nogen grænse for hvor høje klasser man har startet.

Ekvipagerne bedømmes i programmet LA5 - A. For at opnå et "R", skal ekvipagen have et gennemsnit på minimum 7,0.

Ved lige placering vil ekvipagen med flest points i Kapacitet være bedst placeret. Står to eller flere ekvipager fortsat lige, vil ekvipagen med flest point i Ridelighed være bedst placeret.

Der vil blive uddelt rosetter til de ekvipager, som har redet klassen til minimum 7,0. Disse ekvipager vil samtidig opnå adgang til at tilmelde sig til finaleshowet, der afholdes i forbindelse med eliteskuet.

Ved finaleshowet, vil ekvipagerne blive bedømt i programmet LA5- A. Til finaleshowet vil der være rosetter til alle ekvipager og ærespræmie til den bedste ekvipage.

Tilmelding til finaleshow

Finalen afholdes i forbindelse med Dansk Oldenborg Avls eliteskue.

Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at dagen er et heldags arrangement, hvorfor bestilling af opstaldning kan være en fordel.

Såfremt man opnår sit ”R” ved de lokale stævner, får man invitation til Finalen. Tilmelding til finalen foregår via DRF GO.

Der skal være betalt tilmeldingsgebyr samt for evt. opstaldning inden start, ellers vil anmeldelsen blive annulleret.

Hvilke ryttere kan deltage?

Championatet er åbent for ryttere, som er medlem af Dansk Oldenborg Avl, samt ryttere, der starter på en hest, hvis ejer er medlem af Dansk Oldenborg Avl.

Dog kan ryttere, der ikke er medlem af Dansk Oldenborg Avl, eller ryttere, der rider en hest, hvis ejer ikke er medlem af Dansk Oldenborg Avl, deltage mod betaling af et højere tilmeldingsgebyr.

Det er tilladt at skifte rytter ved Finalestævnet.

Hvilke heste kan deltage?

Championatet er åbent for alle oldenborgheste med DOA bordeaux pas, samt oldenborgheste med minimum 25 % oldenborgblod og hvis far er kåret / avlsgodkendt i DOA, samt alle øvrige DOA kårede individer, herunder vallaker, der er vallakbedømt.

Passet skal fremvises på pladsen før klassens start.

Følhopper

Idet, følhopper der ikke har folet minimum 4 måneder før afholdelsen af championatet i flg. DRF's reglement ikke kan deltage ved kvalifikations stævnerne, er der mulighed for, for så vidt de overholder 4 måneders reglen, at starte en kvalifikations klasse ved Eliteskuet. Hvis man her opnår sit "R" med minimum 7,0 kan man efterfølgende starte Finale klassen.

Dommere

Championatet vil blive bedømt af to dommere. Hvor af mindst den ene er fra Dansk Rideforbunds championatsdommerliste, den anden dommer skal mindst være B-dommer.

Generelle bestemmelser

  • Tvivlsspørgsmål stilles til bestyrelsen
  • Alle hestepas fremvises i sekretariatet inden klassens start
  • Optømning i alle klasser er trense
  • Det er ikke tilladt at benytte hjælpetøjler, hverken på opvarmningsbanen eller konkurrencebanen
  • Hvor intet andet er anført, er Dansk Rideforbunds reglement med seneste rettelser gældende
  • Der vil på dagen være mulighed for at få en kopi af kritikken (henvendelse i sekretariatet efter klassens afslutning)
  • Championatet holdes udendørs

BEMÆRK – Bandager, gamacher og klokker er ikke tilladt!

Hvad koster det at deltage?

  • Championat – medlem - kr. 350,-
  • Championat – ikke medlem - kr. 600,-
  • Boks til championat – se prisen hos de respektive Aktivitetsudvalgs stævneinfo.
  • Finaleshow - medlem - kr. 300,-
  • Finaleshow – ikke medlem - kr. 500,-
  • Boks til finaleshow - kr. 750,-

Tilmeldingsgebyret går til dækning af dommerudgifter, rosetter, ærespræmier, registrering af resultater, labels i hestepas, leje af baner samt diverse udgifter til hjælpere.

Dansk Oldenborg Avl forbeholder sig ret til at aflyse championatet, såfremt der er for få tilmeldinger.

Print Email

Brugsprøver

Information vedr. brugsprøver for kårede hopper og vallakker med DOA godkendt afstamning

Formålet med brugsprøver er i høj grad, at få sin hest afprøvet med hensyn til brugegenskaber og ikke mindst temperament, som jo er et kardinalpunkt for vor avl. Ved bestået prøve tildeles kårede hopper et ”R” og der indsættes en label med prøveresultatet i hestens pas. Det har vist sig, at heste med bestået brugsprøve er særdeles omsættelige.

Brugsprøven afholdes i samarbejde med TAF.

Der kræves ikke stort forarbejde for at indsyne sin hest: Den skal være trense- og longevant. Ikke andet. Den vil så blive tilredet i løbet af de 30 dage inden prøven.

På prøvedagen afleverer træningslederen sin vurdering af hestens temperament og kapacitet mv. Dommeren vurderer hestens løsspringning om formiddagen og om eftermiddagen vurderer dommeren hesten under kendt rytter inden den går videre til fremmedrytteren, som også giver karakterer.

Prøveresultatet er således afhængigt af 3 forskellige personers vurdering.

Oldenborgere: (TAF har egne krav)

  • 3 års heste skal opnå 650 point, 4 års heste skal opnå 675 point og 5 års og ældre skal opnå 700 point for at bestå prøven.
  • Hesten skal medbringe sit pas, egen trense og 2 sadelunderlag.
  • Hesten kan medbringe egen sadel (af god beskaffenhed), benbeskyttelse til løsspringning mv.
  • Der er ikke krav om skoning og skulle det blive nødvendigt vil ejer blive kontaktet af træningslederen.

Det tilrådes, at hesten har fået tandeftersyn af dyrlæge senest 14 dage før prøvens start.

Ved indsyningen gennemgåes hesten af teknisk udvalg og træningsleder Ole Hummelshøj. Hesten vises ved hånd i skridt og trav og evt. skader, sår, ar, hævelser mv. noteres. Desuden noteres/mærkes dét udstyr hesten medbringer til opholdet.

Kørebrugsprøver

Vi ønsker at se en hest , med 3 gode gangarter, der villigt lader sig spænde for en vogn, og køre denne.

En hest , der opmærksomt følger kuskens anvisninger; både de anholdende, og de fremaddrivende, samt let og ubesværet lader sig stille på buet spor.

En hest, der viser kapacitet til at kunne køre på min. Middelsvært niveau.

SELVE PRØVEN:

  • Prøven afholdes udendørs.
  • Hesten køres ind for lange liner, og spændes for vognen. Her må der gerne være en hjælper til at holde hesten.
  • På dommerens anvisninger, køres hesten i skridt , trav og galop.
  • Der skal kunne vises galop på begge volter.
  • Der skal kunne vises trav på begge volter, i slangegang samt i en øgning.
  • Der skal kunne vises en parade ( stilstand)
  • Når dommeren har set det som han / hun ønsker, skal hesten spændes fra vognen, og køres ud for lange liner. En hjælper må gerne holde hesten ved fraspænding.
  • Hele dagen gælder der ; at så snart hesten kører med vognen, skal der være en ansvarlig hjælper på vognen.

ENDAGSPRØVE:

  • Her møder ejer / kusk selv med hesten, egen sele og egen vogn, hvorefter der aflægges prøve ( se bedømmelsesskema )
  • Sele og vogntype er efter eget valg, blot det er i forsvarlig stand.

GENERELLE BESTEMMELSER :

  • Hesten skal være vaccineret efter de til enhver tid gældende nationale vaccinationsregler.
  • Prøven er for heste med Dansk bordeux OL pas, DOA kårede individer, samt heste med min. 25 % Oldenborgblod, hvor faderhingsten er kåret i DOA.
  • Hestens pas afleveres i sekretariatet inden prøvens start.
  • Hvis hesten består prøven, indberettes resultatet til SEGES, og en kåret hest vil få et K foran sit OL nummer.
  • Hvis hesten har bestået prøven, indsættes labels og stempel i hestens pas på prøvedagen.
  • For at bestå prøven skal :
    • 3 års opnå min. 65 % af max point
    • 4 års opnå min. 70 % af max point
    • 5 års og ældre heste opnå min. 75 % af max point
  • Det er frivilligt om hesten skal bære skyklapper.
  • Hjælpetøjler,bandager, gamacher, klokker og lignende må ikke benyttes.
  • Der vil på dagen være mulighed for at få en kopi af bedømmelsen, ved henvendelse i sekretariatet.
  • Tilmeldingsskema findes på Dansk Oldenborg Avls hjemmeside, hvor man også kan se priser m.m.
  • Prøven afholdes i samarbejde med Trakehneravls forbundet i Danmark.
  • Hvor intet andet er anført, køres der efter Dansk Køreforbunds reglement med nyeste rettelser.

Klik her for at se bedømmelsesskema til kørebrugsprøve

Éndags ridebrugsprøve

Ved en-dags rideprøven skal hesten starte med løsspringning, hvorefter dommeren afgiver point. Dernæst skal hesten rides med egen rytter og efterfølgende med fremmedrytter. Her vil den få point af både dommer og fremmedrytter.

Hesten får karakterer i ridelighed, villighed, gangarter (skridt, trav, galop, kapacitet).

I springdelen gives karakterer for taktion, benteknik, brug af ryg og kapacitet.

Prøven vil foregå i ridehus.

Hesten tildeles R i passet ved bestået prøve.

Krav til uddannelse:
Hesten skal kunne rides i skridt, trav og galop. Desuden skal den kunne løsspringes.

Print Email

More Articles ...