I dagene 8-10/6 blev Roskilde dyrskue afviklet. 19 Oldenborgheste deltog, og generelt må det siges at der var et rigtig fint niveau. Dommer Peter Lund kommenterede at det var tydeligt at se avlsfremgangen, og særligt blev et godt og stærkt fundament fremhævet.

Der var rigtig gode repræsentanter fra både den forædlede og den renavlede afdeling. Et hold på 7 renavlede goldhopper, var i år det største hold, med en rigtig fin kvalitet.

Canton Anholm (23p) deltog i år som eneste kårede hingst, mens der for første gang i flere år også var en 2 års hingst til udstilling. Møllehøjens Vitaro Nyholm (22p) En fin unghingst, der var vist i passende udstillingsform, og ikke mindst viste, at han er velopdragen.

Blandt følhopperne kom Risbjerggaards Je'theme på fløjen (24p). Der var i år kun fremstillet 2 følhopper, men kvaliteten var i orden, og reservefløjen Muhlegaardens Soffie blev tildelt 23p, så 2 fine repræsentanter for den forædlede afdeling.

Der var i år 2 stk. 3 års hopper til bedømmelse, en fra hver afdeling. Det bliver spænende at se dem til kåringen i år. 24p til den renavlede Embla af Lundsager, og 23p til Gabriella Søndervang.

Oldenborgen var i år flot repræsenteret i det store hesteshow, hvor der blev vist en meget flot kvadrille med hingstegig og ryttere. Det var et show der blev lagt mærke til, og det høstede velfortjente klapsalver fra publikum. 

Lørdag aften blev der afholdt fællesspisning, hvor 77 personer deltog. Det var en aften hvor den gode stemning gav en hyggelig summen hele vejen ned gennem det lange bord.

Alle resultater kan ses her:

https://www.roskildedyrskue.dk/dyreudstillere/resultater-2018/